Styrk logikken med CodeBot
CodeBot er i luften! CodeBot er et spil, som på en sjov og let måde introducerer børn for den logiske tænkning bag programmering. Og nu tænker du sikkert, at programmering udelukkende er noget for high-tech IT nørder, men programmering er faktisk kommet på skoleskemaet hos mange danske skoleelever. Og det er der en rigtig god grund til. Programmering giver nemlig børn muligheden for at blive medskabere af teknologi – ikke bare forbrugere.
Programmering giver børn adgang til en digital legeplads uden begrænsninger, hvor deres kreativitet får frit løb og deres logik udfordres. Og det at kunne tænke logisk er en vigtig grundsten for børns videre læring. Mestrer man den logiske tankegang, bliver det eksempelvis meget lettere at lære sprog og matematik. 2 + 2 er 4, og smider vi 2 mere oveni, så får vi 6. Det er logisk - men svært for nybegyndere.
Hos Minitutor arbejder vi for at styrke børns faglighed, men vi synes også, at det skal være rigtig sjovt at lære. Derfor har vi pakket læringen ind i et sjovt og legende univers. I CodeBot skal børnene hjælpe Toto og Doc med at styre deres robotter hen til det tabte værktøj, så de kan reparere deres rumskib og fortsætte ud på nye eventyr.
Og der er ingen grund til bekymring - dine børn kommer ikke til at isolere sig fra omverdenen med CodeBot i hånden. Appen er nemlig bygget til at kunne spilles af flere på en og samme tid. Så kan børnene hjælpes ad og komme igennem banerne ved at samarbejde.
Brug CodeBot som barnets første skridt ind i programmeringens forunderlige verden og som springbræt til undervisningen i skolen :-)